Hvorfor rammer sparekniven altid kulturen?
Hvorfor er kultur det første, der nævnes som kan-opgave, hver gang der skal spares? For mig er svaret enkelt, men ubehageligt: Det er, fordi meget af det, vi støtter kommunalt under overskriften kultur, i virkeligheden intet har med kultur at gøre. Det er hobbyer, som nogle mener, at fællesskabet skal betale for. Og sandheden er, at kultur ikke automatisk bør udløse tilskud. Meget kultur kan og skal stå på egne ben, og den bør også kunne det. Problemet er derfor ikke, at vi bruger for få penge på kultur. Problemet er, at vi bruger dem forkert.
Vend kulturstøtten på hovedet
Derfor er vi nødt til at vende kulturstøtten på hovedet. Et kulturtilskud er ikke en rettighed, men noget, man gør sig fortjent til. Hvis man vil have penge fra fællesskabet, har man også pligt til at bidrage til det fællesskab, man forventer skal støtte en. Derfor skal alle, der modtager kulturkroner, kunne svare klart på ét spørgsmål: Hvad giver vi konkret tilbage til borgerne? Modydelsen skal være reel og synlig, ikke en formalitet. Kulturkroner er borgernes penge, og de skal give noget håndgribeligt tilbage til de samme borgere, der har tjent dem.
Modydelse som et bærende krav
Kravet om en konkret modydelse skal være et bærende element i hele kulturpolitikken, ikke en undtagelse. Kultur er et svært begreb, der er blevet misbrugt i årevis, hvor alt muligt er blevet kaldt kultur for at komme på en tilskudsordning. Derfor skal vi turde skelne: Ægte kultur, der løfter fællesskabet, bygger identitet og er åben for alle, kan vi støtte klogt, mens det, der kan bære sig selv, også skal gøre det. Den samme grundregel gælder i begge mine spor: Identitet og Oplevelser samt Frivillighed og Nem Adgang. Sådan sikrer vi, at hver eneste kulturkrone giver noget håndgribeligt tilbage til de borgere, der betaler den.
Konkrete forslag om Kultur - Til Gavn
Udforsk relaterede emner og initiativer inden for dette område
