Stabil & Ren Energi
Mærkesag

Stabil & Ren Energi

Politik
Standpunkt

Ren, stabil og vejruafhængig energi

Fremtidens energiforsyning skal være både ren og stabil. Fossile kilder driver den globale opvarmning og gør os afhængige af regimer, der ikke støtter frihed og demokrati. Her er atomkraft en oplagt grøn energikilde: den er uafhængig af vejret og fylder markant mindre i landskabet end vind- og solanlæg. FN's UNECE vurderer endda, at 2-gradersmålet ikke kan nås uden atomkraft. Folketinget valgte i 2025 blot at analysere en ophævelse af atomkraftforbuddet fra 1985. Det er unødig forhaling. Forbuddet bør ophæves nu, så atomkraft kan indgå i fremtidens danske energiforsyning til gavn for os alle.

Illustrativ billede
Illustrativ billede

Fjernvarme og solceller på tagene

Fjernvarmen er rygraden i den lokale varmeforsyning. Omkring 70 procent af de boliger, der i dag har individuel opvarmning, får tilbudt fjernvarme, og den udrulning skal holdes på sporet, fordi den giver billig, stabil varme uden at kræve noget af den enkelte. Solceller hører hjemme på byens tage som en mulighed, ikke et krav. Kommunen skal gøre det let for husejere og virksomheder, der selv ønsker solceller, og gå foran på egne bygninger, hvor det er rentabelt. Til gengæld skal store solcelleanlæg ikke brede sig ud over vores natur.

Fra plan til handling

En plan skaber ingen resultater, før den bliver til handling. Silkeborgs Strategiske Energiplan blev godkendt i 2023, og den skal nu implementeres med årlige delmål for energirenovering og varmeforsyning, og med en årlig status til byrådet, så alle kan se, om vi er på sporet. Konkret arbejder jeg for, at planen føres ud i livet, at fjernvarmeudrulningen gennemføres som lovet, at varmepumper udbredes, hvor det er rentabelt og teknisk muligt, og at atomkraftforbuddet ophæves nu. Ren, stabil og vejruafhængig energi er fundamentet under et samfund, der både skal være grønnere og rigere.

Illustrativ billede