En erhvervsvenlig kommunal service
Virksomhederne skal opleve en kommune, der arbejder for dem, ikke imod dem. Det betyder kortere sagsbehandlingstider, mindre bureaukrati og en serviceminded medarbejder med tid dedikeret til hver enkelt virksomhed. Hurtig og personlig hjælp er helt afgørende for at skabe de bedste betingelser for vækst. En iværksætter, der vil skabe arbejdspladser, skal mødes med et ja og en hjælpende hånd, ikke en mur af papirarbejde. Vi skal tilbage til den serviceorienterede erhvervsservice, som tidligere gjorde Silkeborg Kommune til en foregangskommune, og som satte os helt i front på erhvervsvenlighed. God service er ikke en udgift - det er en investering i vækst.
Fjern det overflødige bureaukrati
Vi skal skære alt det unødvendige bureaukrati væk, som spænder ben for virksomheder og borgere. Regler, der ikke skaber værdi, skal væk, så tid og ressourcer bruges der, hvor de gør en forskel. Kommunens gebyrer på sagsbehandling skal bruges til at ansætte flere sagsbehandlere, så vi kan garantere hurtige, effektive og brugervenlige løsninger. Borgere og virksomheder har krav på en myndighed, der arbejder hurtigt og effektivt, og som ser sig selv som en medspiller. Mindre papir og mere handling, det er sund fornuft, og det er en forudsætning for vækst i hele kommunen.
Tilbage til foregangskommunen
Silkeborg Kommune har før bevist, at det kan lade sig gøre at være blandt landets bedste til erhvervsservice. Den position kan vi vinde tilbage, hvis vi vil det. Det kræver, at vi gør en dyd ud af at være til for virksomhederne, og at vi måler os selv på, hvor let det er at drive virksomhed her. Når sagsbehandlingen er hurtig, reglerne er enkle, og medarbejderne har tid, bliver Silkeborg igen et sted, virksomhederne søger til. Jeg vil arbejde for, at god service ikke er tilfældig, men en fast del af den måde, kommunen møder erhvervslivet på.
Konkrete forslag om Service & Regelforenkling
Udforsk relaterede emner og initiativer inden for dette område