Børn og familier først
Frihed, nærhed og kvalitet i dagtilbud skal gælde for alle familier i Silkeborg Kommune. Vi skal tage ansvar for børnenes trivsel og udvikling helt fra deres første år, for de tidlige år former resten af livet. Det betyder, at vi skal sætte børn og familier først, når vi prioriterer i kommunen. Alt for ofte kommer de mindstes behov nederst på listen, men sådan skal det ikke være. Jeg vil arbejde for en kommune, hvor familielivet ikke er noget, man kæmper for på trods af systemet, men noget, kommunen aktivt bakker op om.
Frihed til at vælge
Alle familier skal have mulighed for at vælge det dagtilbud, der passer bedst til deres behov - uanset økonomi eller bopæl. For nogle er det en kommunal institution, for andre en privat dagpleje eller muligheden for selv at passe barnet. Derfor vil jeg lade pengene følge barnet og ligestille støtten til private og kommunale tilbud, så reelt frit valg ikke kun er for dem med høje indkomster. Når forældre har friheden til at vælge, hvad der er bedst for deres børn, giver det både bedre trivsel og et mere dynamisk system, hvor kvaliteten hele tiden løftes.
Modige beslutninger for fremtiden
Det kræver modige beslutninger, klare prioriteringer og en vision om en kommune, hvor børn og familier sættes først. Vi skal turde investere i tidlig indsats, i nærhed og i valgfrihed, selv når det koster. Silkeborg Kommune kan blive en foregangskommune for fremtidens dagtilbud, hvis vi vil det. Det er ikke bare en investering i det enkelte barns fremtid, det er en investering i vores fælles fremtid som kommune. Herunder finder du mine konkrete forslag til, hvordan vi skaber det gode familieliv med frihed, tryghed og kvalitet for alle familier i Silkeborg Kommune.
Konkrete forslag om Det Gode Familieliv
Udforsk relaterede emner og initiativer inden for dette område